Flueæsker

flueæskerXXRW500
Det er tid at få fyldt flueæskerne op. Dem har jeg mange af - i mange forskellige udgaver, størrelser og formål. Mine foretrukne i mange år har været Wheatleys Boxe. Det er gedigen kvalitet - og så er der engelsk tradition over dem.
Men der sker selvfølgelig også udviklinger på det område. Bl.a. har C & F Design udviklet flere serier flueæsker i plastik, der dels er lette og dels ser ud til at være i en rimelig kvalitet. Og så sælger de nogle æsker med en lille genial feature. De bliver kaldt Threader Fly Boxe. Og det geniale er, at de indeholder nogle meget fine trådere - som man kan sætte sine små fluer på hjemmefra. Når man så er ved fiskevandet kan man stikke sin tippet igennem tråderen og derefter binde fluen. Det er alderen, der gør det: Jeg har stor besvær med at kunne se til at stikke en line igennem et str. 16 flueøje. Og ved skumringstid kan sådan en øvelse resultere i desperation. Jeg købte min C & F flueæske i marts måned sidste år og har brugt den hele sæsonen. Æskerne er ikke billige - og jeg tør ikke sige hvor holdbare de er. Nogle af mine Wheatley æsker er meget gamle - og de fungerer stadig. Men dem bruger jeg til de større fluer - nu.

Mel Krieger

MelKrieger_DVD_forsRW500
Mel Krieger har udgivet en ny DVD: Flycasting Faults & Fixes.
Krieger er gammel i gårde - han har undervist i fluekast i flere generationer og udgivet flere VHSbånd, DVDfilm og bøger om fluekast. Han er ved at være en gammel mand - det kan også ses på den sidste DVD - men han har stadig det kendte humør, smittende begejstring og direkte og ukunstlede måde at fortælle på. Når man har set et par afsnit får man en ubændig trang til at løbe ud og prøve hans instruktioner af.
Det eneste minus ved DVDén er filmkvaliteten. Den er ringe: Mange scener er direkte overbelyst og lyden er ikke for god - der er en del vindstøj.
Men indholdet er som det skal være. Jeg er meget begejstret for Mel Krieger - hans direkte måde at tale til sit publikum på er uovertruffen og naturlig. Og så ved han hvad han taler om. Her er meget at lære - og så bliver man i godt humør i selskab med manden.
DVDén kan købes hos Springforelle i Tyskland og den koster alt inkl.: € 34.40 - hvilket svarer til ca. 211,- kr.
Mel Krieger har iøvrigt en webside - der er fortæller lidt om manden - og hans kone.

Fiskene blev til

gud skabte fiskeneRW500
Hvis man skulle være i tvivl om, hvordan fiskene blev til - er forklaringer her: Gud skabte dem. Fra Linderöd Kyrka, sydvest for Olufström - Sverige. Fotograferet i 1999. Det er glade fisk.

Red Tag med guldhoved

RT_GH001RW500
Der er ingen tvivl om at Red Tag er en af de mest fangende fluer - også på verdensplan. Min egen favoritvariant er Bradshaws Fancy - det er såmænd bare en Red Tag - med red tag i begge ender. I det sidste nummer af Flyfishing & Flytying (december 2005) beskrives fluen også i flere varianter. Bl.a. med guldhoved. Jeg har ikke prøvet sådan en før - men jeg er sikker på, at den også vil være velfangende - specielt når det gælder om at få fluen ned mod bunden i en fart. Jeg har bundet nogle stykker næsten som anvist i FF&FT med den ændring, at jeg binder hacklet foran kuglen. Det er samme teknik som jeg har anvendt ved GoldHead Flymf.
Materialerne er:
Krog: Partridge The Wet, str. 12
Tråd: Sort, str. 8
Krop: 3 strå påfugleherl snoet omkring bindetråden (for at lave en lidt mere holdbar krop)
Hackle: Furnace (billigt indisk)
Hale: Rød GloBrite
Hoved: Guld tungsten, str. 2 mm.

Franske fluer

Assasine500
Franskmændene kan selvfølgelig også fluefiskeri og fluer. Men det er ikke så meget vi kender til fransk fluefiskeri herhjemme – vi er meget anglofile og retter vores opmærksomhed mod engelsk og amerikansk tradition og udvikling. Jeg har anskaffet en bog French Fishing Flies af Jean-Paul Pequegnot (den er på engelsk) om franske fluer. Den er meget spændende – også til inspiration til at prøve noget nyt.
Det, der karakteriserer de franske fluer er den opmærksomhed de giver hacklet – de fokuserer ikke så meget på kroppen og dubbingen. Jeg har prøvet et par af de franske fluer og faldt bl.a. for Assasine. Den er – som de fleste fluer i bogen – en generel flue – den skal ikke imitere noget specielt. Den ser giftig ud og den fisker rigtig godt – i hvert tilfælde i det fiskeri jeg praktiserer: Ørred og stalling. Jeg har oversat bindeanvisningen, den er simpel:

Krog: Str. 10 –14
Hale: Ingen
Krop: Gul bindetråd
Hackle – front: Agerhøne
Hackle – krop: Grå hane bundet palmervis – jeg bruger furnace – hackle med sort stamme – det giver mere liv – synes jeg.
Fronthacklet bindes sådan, at agerhønefjeren peger fremad og fluen afsluttes ved krogbøjningen.
Det er bogens forfatter, Jean-Paul Pequegnot, der har opfundet fluen og hans egen illustration til beskrivelsen af den ser sådan ud:

Assasine_Peug

French Fishing Flies kan bl.a. købes hos Coch-y-Bondhu Books - den koster mellem 40-60 engelske pund.

Lystfiskerliv

saabye001_72
Én af fiskevennerne, Bo fra Esbjerg, mente at jeg skulle læse Lystfiskerliv af Svend Saabye. Jeg har efterhånden læst - og anskaffet - en del fiskelitteratur. Det meste er på engelsk og handler først og fremmest om teknik og udstyr.
Og Saabys bog har jeg aldrig læst - jeg vidste godt, at det var et standardværk i dansk lystfiskerlitteratur - men det er altså ikke blevet til noget før nu.
Det er simpelthen en rigtig god bog - og at det skulle være et standardværk kan der ikke være tvivl: Saabye rammer kernen i god lystfiskeri på en megen indfølt og - man kan godt sige - poetisk - måde. Man føler sig rigtig hjemme i hans selskab - og det er lige før, man er med på hans store og små ture.
I en af nekrologerne over Svend Saabye (han døde 29.07.04 - 91 år gammel) stod der, at han følte sig udtømt, da hans bog udkom - han kunne ligesom ikke sige mere om lystfiskeri efter den.
Det kan jeg godt forstå - det er en kraftudfoldelse af varme, indsigt, stemning - og fiskeri.
Den er værd at læse - også selvom den er fra 1957 og ikke handler ret meget om teknik og grej - den handler om lystfiskerens sjæl.

(Mogens Espersen - en anden stor dansk lystfiskerforfatter har skrevet en kort nekrolog HER).
Hvis man vil købe bogen kan det ske antikvarisk eller hos Gyldendal. Det er en lukusudgave i 4. oplag - den er dyr: 499,- kr.
saabye002_72
Bogen er gennemillustreret med Saabyes s/h illustrationer og nogle enkelte farvetavler - og der er altså også lidt teknik i den - her om fluens stilling på vandet.

Om kork

I marts måned i år købte jeg en Thomas & Thomas stang: En LPS # 4 - 7`6``. Den blev købt over nettet hos LB Flugfiske i Göteborg. Den kostede 5.000 svenske kroner - hvilket i danske penge svarede til omkring 4.000 kr. Altså ikke en helt billig stang.
Det er en god stang - faktisk en af de bedste, jeg har anskaffet - den passer lige til mit fiskeri i Holme Å og de små lokale fiskeløb i Viborg og omegn. Og så kaster den så jeg kan håndtere det.
Stangens finish er god - bortset fra ét punkt: Korkkvaliteten på håndtaget er alt for ringe - med kæmpe grimme fyldninger og huller. Det er simpelthen ikke passende for en stang til den pris.
Det skrev jeg til LB Flugfiske. Men der mente man ikke at kunne hjælpe mig. Faktisk var svaret, at det kunne man forvente fra de store stangfirmaer. Ordret lød svaret: " Kvaliteten på kork är svår att få tag på bra och jämn sort, t om större företag som  t ex Thomas & Thomas eller Winston. Tyvärr finns det inte något som vi kan göra."
Så måtte jeg kontakte Thomas & Thomas - og jeg mailede til dem i en meget pæn tone - blev venligt henvist til deres servicechef - og hørte ikke siden fra dem.
Nu er jeg ikke af brokkertypen - men det ærgrer, at jeg ikke har gjort som flere før mig har advaret om: Se varen før du køber.
Det er da i hvert tilfælde en af de ting, jeg har lært. Også når det handler om dyrt kvalitetsgrej.
Og så må jeg sige: Jeg handler meget på nettet - og dette er nok første gang, jeg føler mig snydt.

Iøvrigt - om korkkvalitet: Én af fiskevennerne, Niels, og jeg byggede selv en Thomas & Thomas Horizon # 3 stang i vinters. Klingen og diverse fittings købte vi i GoFishing i Odense - også korken. Det var den bedste kvalitet, de havde. Og den var flot. Det er nogle rigtig fine håndtag vi har på vores stænger. Det kan godt lade sig gøre at få kvalitetskork - og så ovenikøbet til en rimelig penge.

Billigt i New York

kisse_forna_orvis
Vi var i New York i marts måned i år (2005). Vi boede på et centralt hotel på Manhatten (Roosevelt Hotel - http://www.theroosevelthotel.com/) - klods op og ned af de store indkøbsgader - og Orvis´ butik (http://www.orvis.com/). Den ligger på 522 5th Avenue. Det er en meget dejlig butik med alt hvad et fiskehjerte kan begære, med en rolig atmosfære - man kan bruge timer på at kigge rundt i forretningen - og personalet er utroligt hjælpsomt. Jeg var derinde mange gange og fik købt en hel del. Bl.a. Simms waders og boots ( AquaStealth - nogle meget fine boots), bøger, diverse tippets og andet tilbehør. Priserne var - i sammenligning til danske priser - ca. det halve - men på det tidspunkt var den amerikanske dollar også meget svag.

0812_NY_Lobby_Lg

Det er en stor butik med en omfattende tøjafdeling - så konen var såmænd også med derinde. Og der blev købt en del klassetøj også.
I 2001 var jeg i deres Londonbutik. Den er ikke så stor som New York udgaven - men ellers bygget op efter samme koncept. Den gang købte jeg en stang som jeg senere knækkede da jeg var oppe ved Sølvbackaströmmen ved Storsjö. Den knækkede stang sendte jeg over til London og havde en ny fjorten dage efter. Det er en god service de yder.
Min foretrukne line er Scientific Anglers GPX - den købte jeg nogle stykker af - ikke hos Orvis - men i Urban Angler, 206 Fifth Avenue (http://www.urban-angler.com/) - det er også en udmærket - men lille - specialbutik (man skal forøvrigt ind i en opgang og op med en elevator for at komme til forretningen).